Bevæg dig udenfor

Uderummet er ikke på samme måde som de indendørs rum slået igennem som læringsrum i daginstitutioner, heller ikke for bevægelse. Det betyder, at der ofte er færre nærværende voksne til stede på legepladser, og at de voksne mange steder får en funktion som en slags gårdvagt, der holder opsyn i stedet for at inspirere børn til leg og til selv at involvere sig i fysisk udfoldelse. Spørger man børnene, siger de, at de ikke tænker på voksne som nogle, der kan lege med dem på legepladsen.
Men vi ved gennem forskning, at uderummet giver særligt gode muligheder for, at børn får brugt sanser massivt gennem bevægelse, handlinger og lyd. På samme måde er uderummet et godt sted for opøvelse af mod og udholdenhed gennem fysisk præget leg.
Så Hoppeline vil gerne have både børn og voksne med i bevægelsesaktiviteter, og meget gerne udendørs. Herved kan uderummet i endnu højere grad gøres til et pædagogisk læringsmiljø som ramme for børns trivsel og læring – præcis et af de fokus’er, som den nye styrkede pædagogiske læreplan forpligter til. Vi hjælper blandt andet ved, at legekort, historier og andet fysisk materiale i Hoppeline kan tåle vand og vind, sådan at det bliver nemmere for det pædagogiske personale at sætte legen i gang udendørs.